FRA BANKRÅDGIVER TIL HOUSEWIFE I INDONESIEN

View over Ascott Waterplace

Jeg ved ikke med jer? Men jeg har altid haft en tendens til, at jeg gerne vil regne alting ud og jeg mener ALT. I alle situationer livet har budt mig indtil videre, har jeg altid forsøgt at udtænke alle tænkelige outcome – både positive men især også negative. Jeg bildte mig selv ind, at ved forudsigelse af alle tænkelige udfald, ville smerten være mindre, når det faktisk skete.

Det har været en form for overlevelsesmekanisme, som har hjulpet mig igennem utrolig mange ting. Jeg har været meget taknemmelig igennem mit liv for netop denne overlevelsesmekanisme. Det er nok også derfor, at det aldrig har slået mig, at den også havde en bagside.

Det var faktisk først for nylig, at jeg blev gjort opmærksom på dette. En meget betydningsfuld person til mig spurgte mig: ”Hvorfor er det, at du forsøger at udtænke alle værst tænkelige scenarier igennem?”. Jeg svarede prompte: ”Jamen når det så sker, så er jeg forberedt, og så gør det ikke så ondt”. Hun smilede og sagde så: ”Men hvis du allerede gennemlever scenariet i hovedet og føler alle følelserne forbundet hermed, så har du jo allerede gennemlevet det. Du har også haft smerten, selv om det faktisk ikke er sket endnu.” Og jeg må jo nok indrømme, at hun havde fat i noget.

Jeg har oplevet meget i løbet af mine 31 år indtil videre. Og hvad jeg har lært og ved med sikkerhed er: Jeg har aldrig kunnet regne ud, hvad livet har af planer for mig. Hjernen er jo kun så klog, som vi gør den til. Når hjernen forsøger at udtænke fremtiden, kan den kun medtage de faktorer, den kender, har oplevet, sammenligning med andre osv. Den kan ikke inkludere de muligheder, som først nu er ved at blive skabt for os. Og hvordan skulle den også det?

Derfor har jeg lært, at når det kommer til fremtidsplaner, så er det bedste jeg kan gøre – Plan to be suprised.

For lidt over halvandet år siden sad jeg som bankrådgiver. Jeg var egentlig godt tilfreds med mit arbejde. Jeg besidder dog et – til tider – alt for stort omsorgsgen, som ikke altid tjener mit eget bedste. Jeg vil gerne gøre det så godt som overhovedet muligt for mine kunder især, men også for mine kollegaer, min chef mm.. Dette medførte, at stressen langsomt byggede sig op indeni, og jeg kunne tilsidst ikke se mig selv ud af situationen. Jeg hyrede en privat stresscoach, som skulle hjælpe mig med at få bugt med stressen. Alt for mange knækker med stress i bank-branche, og jeg ville for alt i verdenen ikke være en del af statistikken.

Jeg var mildest talt hunderæd for, hvad der skulle ske med mig og min fremtid, hvis jeg knækkede med stress. Hvad med min indkomst, min lejlighed, min levestandard, hvad ville mine kollegaer, min familie og venner tænke mm.. Det hele kørte rundt oveni hovedet 24/7.

Jeg var blevet anbefalet en sygemelding af mine læge flere gange og også af min stresscoach. Selv familien og vennerne blev ved med at sige, at jeg skulle finde noget andet at lave, at mit helbred ikke var det værd. Men jeg blev ved med at tænke – Jamen hvis jeg ikke er bankrådgiver, hvad er jeg så? Jeg er jo god til det. Hvad sker der med mine kunder? Dem kan jeg jo heller ikke svigte. Til sidst var det kroppen, der sagde STOP og jeg blev sygemeldt grundet en svær grad af arbejdsrelateret stress.

Den næste periode er nok det vildeste, jeg nogensinde har oplevet og igen var mit hoved fyldt med bekymringer. Hvad nu hvis de vil have mig tilbage på arbejde før, at jeg overhovedet er klar til det? Kommunen bliver ved med at presse og er ligeglade med, hvor dårligt jeg har det. Hvad nu hvis de tager mine sygedagpenge fra mig? osv.

Min overlevelsesmekanisme arbejdede på højtryk med udtænkning af alle de værst tænkelige situationer, jeg kunne risikere at stå i. ”For så var jeg jo forberedt bedst muligt.” Det gav dog den modsatte effekt. Og nu hvor jeg ser tilbage, ville jeg ønske, at der havde været en off-switch, så jeg kunne have slukket for hovedet.

Et af mine skrækscenarier blev en realitet. I slut januar, ca. et halvt år senere, indgik jeg og banken en aftale om, at jeg ikke skulle tilbage til mit arbejde. Igen var jeg rædselsslagen og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Hvad nu hvis jeg bliver raskmeldt, selvom jeg fortsat er syg og bliver tvunget til at tage et job? Men det sjove var, at det skete aldrig og mine alle bekymringer var spildt.

Jeg endte derimod med at bruge al min ferie og havde ca. halvanden måned på Bali. Her fik jeg ladet batterierne op, fik taget nogle spændende workshops, dykket, gået på vulkaner og meget andet.

Hvis nogen havde sagt til mig tilbage i slut januar: “Til maj tager du til Bali (for anden gang i dit liv). Du kommer til at lade op i naturen, dykke, møde spændende mennesker og meget andet.” Så ville mit svar have været: “Den må du længere ud på landet med.”

Kort tid efter min ankomst på Bali, kontaktede en headhunter min kæreste om et job i Indonesien. Min store drøm havde i længere tid været at flytte til Indonesien. Så det var slet ikke til at fatte, hvilket servering Universet lige pludselig kom med. Dog var timingen lidt uheldig med mig stadig ramt af stress, så vi gjorde ikke meget ved det.

Heldigvis giver Universet “dobbelts”, når der er noget, vi skal tage aktion på. Min “dobbelt” kom her i form af, at virksomheden fortsatte kontakten og var meget interesserede i ham. Vi blev fløjet ned for at se stedet, hvor vi potentielt skulle bo og han arbejde. Oplevelsen var fantastisk, så spørgsmålet var mere et “hvornår” fremfor et “om” vi skal afsted, da vi kom hjem.

Pool area

Nu, nogle måneder senere, er det hele faldet på plads. Vi er flyttet til dette paradis sted med sol og varme året rundt. Vi har dermed fået noget af den sol, som den danske sommer frarøvede os i år. Vi bor et dejligt sted, hvor vi har house keeping, og der bliver sørget for transport mm.. Jeg er så taknemmelig over at have fået denne mulighed og for det eventyr, vi har begivet os ud på.

Min pointe med min fortælling er, at vi kan ikke regne alting ud. Og vi skal heller ikke regne altid ud. Da jeg stod fuldstændig forvirret over, hvad mine fremtid skulle byde på, kunne jeg umuligt tænke mig til, at jeg knap 2 år senere ville være Housewife i Surabaya på Java i Indonesien. Den mulighed var slet ikke skabt endnu. Jeg havde ikke engang mødt Martin på det tidspunkt.

Men her er jeg, og jeg kunne ikke være mere taknemlig for, hvad livet har serveret mig.

Expat life

Hej du….. Hvis du har lyst til at se flere hverdagsbilleder og følge mig, så kig med på min INSTAGRAM, hvor jeg løbende deler glimt af min hverdag som Expat i Indonesien samt mine små projekter og rejser rundt i verdenen.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Translate